Indholdsfortegnelse:
Elektrisk vs Benzin – Primære fordele og ulemper
Mærker du skal kende til:
– Talaria
– E-Ride Pro
– Sur-Ron
– Stark Future
Hvad skal du være opmærksom på, når du køber en E-motocross:
– Den rigtige forhandler
– Det rigtige mærke til dig
– Overvej rækkevidden
– Hvad kommer maskinen med af udstyr
E-Motocross maskiner i Danmark:
– Off-road
– Offentlig vej
– Kørekort
– Indregistrering
– Konstruktiv ændring – hastighedsbegrænsning
– Forsikring
Aftermarket dele:
– Visuals
– Performance dele
– Praktiske opgraderinger
Tuning
Stor Guide – Talaria, E-Ride Pro, Sur-Ron og Stark Future
E-motocross maskiner er stærkere end nogensinde før og er kommet for at blive. Med bedre batterier, stærkere elmotorer og smartere motorstyring, er de elektriske maskiner blevet et reelt alternativ til benzin-maskinerne. Både for kørere på offentlig vej, som knallert eller MC, men også som offroad.
Der findes måske et par enkelte på denne planet som er gladere for forbrændingsmotoren end os på Play Hard, men det er ikke mange. Derfor er det for os ikke et spørgsmål om forbrændingsmotoren skal erstattes, men i stedet at se hvilke fordele de elektriske maskiner kan bidrage med, så man har begge muligheder når man skal træffe valget til sin sport eller daglige transport.
Vi har forsøgt at lave denne guide til dig, så den kan svare på så mange af de spørgsmål som muligt som vi har fået gennem tiden. Det betyder også at guiden er omfangsrig. Det er ikke nødvendigt at læse den fra enden til anden, men kan også bruges som opslagsværk. Vi har derfor lavet en indholdsfortegnelse, så du forhåbentlig hurtigt kan navigere hen til netop den viden du skal bruge.
Elektrisk vs Benzin – Primære fordele og ulemper
De primære fordele og ulemper ved de elektriske maskiner i forhold til benzinmaskinerne er følgende:
Primære fordele:
- Øjeblikkeligt moment – Giver hurtig acceleration og power
- Støjsvage – Du kan køre næsten lydløst, hvilket åbner muligheder for træning og kørsel i terrænet
- Lav og billig vedligeholdelse – ingen karburator, ventilindstillinger eller anden motorvedligeholdelse
- Miljøvenlig – Ingen udstødning eller lydforurening
- Nem betjening – Ingen gear eller kobling du skal koncentrere dig om under kørsel
Primære ulemper:
- Rækkevidde – Oftest mindre end benzin modeller og tager længere tid at gøre klar til næste tur (medmindre du har investeret i ekstra batteri)
- Pris – E-motocross maskinerne er typiske dyrere i indkøb end tilsvarende benzinmaskiner
- Vægt – Batterier tilføjer vægt som kan påvirke hop og teknisk kørsel
- Mangler lyd – Nogle savner motorlyden som giver god feedback og stemning
- Batteri levetid – Dyrt at udskifte batteriet efter mange opladninger og typisk 1/3 af prisen for hele maskinen
Mærker du skal kende til – Talaria, E-Ride Pro, Sur-Ron og Stark Future
Siden Sur-Ron lancerede den første reelle E-motocross maskine i 2017 Light Bee X, har der været rivende udvikling i E-motocross kategorien, til stor glæde for os kørere. Med 2 nye direkte konkurrerende brands som Talaria og E-Ride Pro og et MC alternativ i Stark VARG, så er Sur-Ron lakket bagud i E-motocross kategorien. Vi ser nærmere på de respektive brands og dykker ned i anbefalinger fra motocross kører og andre kørere.
Fælles for Talaria, E-Ride Pro og Sur-Ron er at de bliver produceret i Kina. Stark Varg bliver produceret i Spanien. Vi hører til tider, at folk er ærgrer sig over at det er ”Kina-produkter” og at kvaliteten så forventes at være dårligere. Når det kommer til elektriske komponenter og elektriske køretøjer, så har Kina en af de højeste standarder på området og leverer generelt en meget høj kvalitet end resten af verden. Årsagen er at Kina har haft en mission om at være førende indenfor elektriske køretøjer. Der har derfor været massiv støtte fra den kinesiske regering til kinesiske virksomheder der producerer og udvikler elektriske køretøjer.
Jævnfør CNBC, har Kina samlet brugt minimum 1.495 milliarder kroner i 10+ år i netop Kina, på at opbygge den elektriske bilindustri*. Kina er derfor på nuværende tidspunkt, førende på det elektriske marked. Der er naturligvis stadig produkter og brands der ikke lever op til en EU standard, som kan være af ringe kvalitet. Men når vi taler de respektive E-motocross brands som Talaria, E-Ride Pro og Sur-Ron, så har alle 3 brands en meget høj kvalitet.
*Kilde: https://www.cnbc.com/2024/06/21/china-spent-230-billion-to-build-its-electric-car-industry-csis-says.html
Talaria
Talaria blev grundlagt i 1996 i Chongqing, Kina. Området er kendt som den kinesiske “Silicon Valley” indenfor e-bike-produktion. Oprindeligt beskæftigede virksomheden sig med forskning, udvikling, produktion og international handel med traditionelle motorcykler, motorer og trehjulede køretøjer. I forbindelse med den globale bevægelse til elektrisk mobilitet, begyndte Talaria at udvikle el-motocross maskiner. I begyndelsen af 2020’erne blev en dedikeret satsning lavet på elektrisk produktudvikling med fokus på innovationsdrevne og kraftige off-road-mc’er.
Det interessante er, at flere kilder og rygter i e-motocross miljøet peger på, at tidligere Sur-Ron medarbejdere, ingeniører og distributører brød ud og var med til at starte Talarias el-motocross-division. Det kan forklare hvorfor Talaria Sting og Sur-Ron Light Bee er næsten søskende i design og teknologi (ramme, motorplacering, gearkasseprincip osv.). Der er dog ikke en officiel bekræftelse fra de to selskaber om ejerskab eller formel sammenhæng. Men det er bredt anerkendt i branchen, at Talaria har rødder i Sur-Ron-miljøet via medarbejdere og knowhow, og at de to konkurrerer i samme niche med næsten identiske produktlinjer.
Talaria udkom med deres første maskine Talaria Sting (MX3/TL3000) i 2022 og har senest i 2025 lanceret den kraftigste Talaria, Komodo. Talaria har en mytologisk reference i Hermes’ vingesko som de bruger som brand.
Produktion og kapacitet
Virksomheden er vokset kraftigt de seneste år efter lanceringen af den nye type køretøj som Talaria er kendt for i dag. Talaria har en fabrik i Chongqing med over 800 medarbejdere, herunder 180 ingeniører og tekniske udviklere, fordelt på fem produktionslinjer og har en årlig omsætning på ca. 3 mia. DKK.
Talaria producerer racervenlige el-motorcykler med ultralet og robust konstruktion. De benytter luftfarts-aluminium, som er presset med 6.000 tons for at opnå optimal styrke og minimal vægt. De elektriske maskiner har eget drevsystem som er kernen i maskinerne. Der kombineres en særdeles effektiv permanentmagnet-synkronmotor med en præcisions-gearkasse.
Talaria er i dag et globalt brand med et internationalt distributionsnetværk som Talaria EU og partnere i Canada og USA står for import, salg, reservedelsbackup og service. I EU er brandet særlig ekspanderet gennem samarbejde med LLexeter Ltd, mens Talaria Canada og Talaria Wheels (USA) også er stærkt repræsenteret.
E-Ride Pro
E Ride Pro blev grundlagt i 2023 i Placentia, Californien (USA) af en gruppe passionerede ingeniører med en fælles vision: at skabe højeffektive el-motorcykler til offroad-eventyr, som både er robuste, pålidelige og sjove at køre på. Målet var at konkurrere med Talaria og Sur-Ron og leverer bedre performance og overlegen teknologi. De første modeller blev lanceret i 2023 hvor de fik deres kommercielle gennembrud med Pro S og Pro SS. Siden da har brandet opnået global anerkendelse og er i dag karakteriseret som en stærk spiller i feltet af elektriske offroad-maskiner.
E-Ride Pro har forskellige versioner af deres maskiner, men den kraftigste til dato (2025) er E-Ride Pro SR.
Produktionsfaciliteter og produktionssted
Lokationen for E-Ride Pros produktion, bliver ikke skiltet med, da det er et amerikansk brand. Produktionen foregår dog i Kina på en dedikeret fabrik og har dermed de bedste forudsætninger for at levere samme høje kvalitet som Talaria og Sur-Ron. Som amerikansk brand er det dog ikke noget man på hjemmemarkedet i USA ønsker at promovere sig på og specielt ikke i Trump tider.
Sur-Ron
Sur-Ron (formelt Qiulong Technology Co., Ltd.) blev grundlagt i december 2014 af tre motorcykelentusiaster med vidt forskellig baggrund—design, mekanik og teknologi—der delte en passion for innovation og bæredygtig mobilitet. De startede virksomheden i Hangzhou og Chongqing, et koblingspunkt mellem teknologisk uddannelse og motorcykeltradition i Kina. Med en registreret kapital på omkring 200 millioner kr. og et dedikeret R&D-hold på omkring 40 ingeniører skabte de et fundament for intelligent el-mobilt design.
Sur-Ron udkom med deres første maskine tilbage i 2017 og havde dermed markedet i 5 år inden Talaria dukkede op med deres første model i 2022.
Sur-Rons kraftigste model til dato (2025) er Storm Bee.
Produktion og kapacitet
Sur-Ron driver deres egen fabrik i Chongqing—udstyret med automatisering, AGV-samlebånd og semi-automatiserede testprocesser, som sikrer høj kvalitet og effektivitet. Produktions-kapaciteten ligger omkring 20.000 enheder årligt og vokser løbende.
I 2017 blev Light Bee X lanceret, en let el-motorcykel uden kobling, som kombinerer mtb-agtig agility med motorkraft. I 2020 blev Storm Bee introduceret (fuld-size e-motorcykel som svarer til en 250 cc og Light Bee S som er en let og kompakt model. Da Talaria kom på markedet i 2022 lancerede man Ultra Bee for at have en mellemstor model i sortimentet, svarende til en 125 cc.
Sur-Ron har været gode til at brande sig og mange spørger til mærket i Danmark. Sur-Ron er dog meget lidt interesseret i det danske marked og det er derfor dårligt supporteret at distributører og fabrikken i Kina. Det kommer vi tilbage til.
Stark Future
Stark Future blev grundlagt i 2019 i Barcelona af Anton Wass (medstifter af MXGP-streamingtjenesten MX World) og teknikeren Paul Soucy. De satte sig for at bygge en elektrisk motocrossmaskine, der ikke blot kunne måle sig med de bedste benzinmodeller – men overgå dem.
I december 2021 afslørede Stark deres første model, Stark VARG (”varg” betyder ulv på svensk). Maskinen vakte enorm opsigt i motocrossmiljøet, fordi den lovede:
- Mere rå power end en 450cc firetakts.
- Næsten lydløs kørsel (bortset fra kæde og dæk).
- Minimal vedligeholdelse sammenlignet med forbrændingsmotorer.
Stark VARG blev hurtigt omtalt som en potentiel ”gamechanger” – en maskine, der kunne revolutionere offroad-verdenen på samme måde, som Tesla gjorde for biler.
Produktion og kapacitet
Fabrikken og hovedkvarteret for Stark VARG ligger udenfor Barcelona. Faciliteterne omfatter R&D, design, sourcing, logistik, produktion og samling under samme tag. Produktionsarealet har en kapacitet til at producere op til 150.000 motorcykler om året, hvilket giver en idé om skala og ambition. Stark producerer ca. 800 elektriske maskiner om måneden.
Introduktion af Stark VARG (MX motocross-modellen) skete i december 2021 og de første leveringer af Stark VARG MX til kunder var April 2023. Herefter lancerede Stark en EX version (enduro / gadelegal) i december 2024. I sensommeren 2025 får Stark, en VARG MX version “1.2” på markedet, som er en opdateret MX-model.
I den efterfølgende del af guiden, koncentrerer vi os om Talaria, E-Ride Pro og Sur-Ron, de er direkte sammenlignelige. Stark VARG er en super spændende elmotorcykel, men prisen er langt højere, og til dels også dens kræfter, end de andre brands.
Hvad skal du være opmærksom på, når du køber en E-motocross
Når du skal købe din E-motocross maskine, uanset om det er som knallert, MC eller off-road, så er det væsentligt at du gør dig nogle overvejelser inden dit køb. Nedenfor sætter vi nogle ord på hvad du skal være opmærksom på.
- Den rigtige forhandler
- Det rigtige mærke til dig
- Overvej rækkevidden
- Hvad kommer maskinen med af udstyr
Den rigtige forhandler
Når du skal købe din E-motocross maskine, er det væsentligt at du finder en forhandler af maskinerne som kan supportere dig. Her 3 punkter der er vigtige for dig:
Eksperter i E-motocross maskiner
Find en forhandler der kan svare på dine spørgsmål; så ved du at du er i trygge hænder. Hvis du ved mere om maskinerne end forhandleren gør efter du har læst op på tingene, så er det ofte en hyldevare som forhandleren blot sælger når kunder peger og siger “Den der vil jeg gerne have”. Der kan derfor være fare for at du fremadrettet ikke kan blive supporteret som du skal. Til trods for maskinerne er simple at vedligeholde, så er det stadig komplekse maskiner som det er vigtigt din service partner har styr på.
Angående salg af de forskellige brands inden for e-motocross, skal du være opmærksom på at en forhandler der forhandle et enkelt brand inden for e-motocross cyklerne, af gode grunde kan være partisk over for dine spørgsmål til andre brands.
Sidst men ikke mindst, hvis din maskine skal køre på offentlig vej, så sørg for at du har købt af en forhandler der kan støtte dig i indregistreringen af din maskine. Det kan være en kompliceret proces hvis man ikke ved hvilke informationer og dokumenter der skal bruges til indregistrering
Prøvekørsel
Hvis det er muligt for dig, så find en forhandler der tilbyder prøvekørsel af E-motocross maskinerne. Det giver dig en bedre forståelse af om maskinen er rigtig for dig og hvilken du sidder bedst på. Mærkerne er, til trods for at være at relativt ens i udseende og funktioner, så er geometrien lidt forskellig og nogle sidder bedre på et mærke ift. et andet.
Reparation og reservedele
Vær opmærksom på at finde en forhandler der har adgang til alle reservedele til din maskine samt at de har mulighed for at assistere dig med eventuelle reparationer i fremtiden. Selvom du bor i en anden landsdel end forhandleren, skal forhandleren kunne tilbyde dig lokal support. Jo større netværk din forhandler har til reservedele og tilbehør, jo bedre for dig.
Det rigtige mærke til dig
Vi har været igennem de forskellige mærker på markedet i guiden og givet vores syn på forskellene samt styrker og svagheder ved de forskellige mærker. Her ridser vi ganske kort op hvad du skal være opmærksom på som kunde i Danmark når du skal vælge hvilket mærke/producent du skal vælge.
Producent support
Den ene ting omkring at vælge det rigtige mærke der passer til dig, handler om understøttelse fra producentens side. Sur-Ron har for eksempel ikke en god profil når det kommer til support, reservedele og service i Danmark. Som dansk forhandler er det derfor vanskeligt at tilbyde Sur-Ron, da man ikke bliver understøttet som man burde for at kunne give den nødvendige kundeservice og support.
Derudover skal du være opmærksom på om aftermarket dele er relevant for dig. Det vil sige det ekstra udstyr man kan få til maskinerne. Når det kommer til aftermarket dele, så finder du langt det meste til Talaria og Sur-ron da de har været på markedet længst. Dog er E-ride Pro virkelig ved at komme op i niveau efter lancering af den første maskine i 2023.
Maskinen
Det anden området, omkring hvilket mærke du skal vælge, handler om selve maskinen. Vi har gennemgået de forskellige brands ovenfor, som skulle give dig en god forståelse af de forskellige mærker. Indenfor de forskellige mærker findes der forskellige modeller som skiller sig ud ift. performance og til dels i design. Er du stadig i tvivl efter at have set diverse materiale igennem på nettet, så find en forhandler hvor du fysisk kan se det forskellige cykler. Det er oftest det der skal til, før du er sikker på din næste erhvervelse.
Overvej rækkevidden
Batterierne på maskinerne er den dyreste komponent og koster ca. 1/3 af maskinen. Derfor er det af gode grunde oftest et sted hvor man som sparer som køber, ved at købe et batteri med kortere rækkeevne. Det kan sagtens være den rigtige løsning for dig, men du skal huske at gøre dig overvejelser om hvor meget det kan komme til at betyde for dig i din hverdag.
Vi ser flere kunder fortryde at have sparet et par tusinde kroner for at få kortere rækkeevne, fordi de nervøst sidder og kigger på % indikatoren, når de skal køre længere afstande eller gerne vil køre med i det sidste træningspas på motocrossbanen. Så overvej en ekstra gang hvor lang rækkevidde du ønsker og har budget til, hvis der er flere muligheder på den model du kigger på.
Hvad kommer maskinen med af udstyr
Ud over farven på stellet og tilhørende stickers, så varierer udstyret afhængigt af hvilken maskine du vælger. Alle off-road modeller kommer naturligt med off-road udstyr. Oftest er displayet en del mindre og sidder på venstre del af styret, for at undgå det går i stykker når man skvatter (og ja du falder på et tidspunkt hvis du kører off-road).
Derudover får du oftest en dynamisk regenerativ bremseknap som ikke altid fås på en gadeversion (På gadeversionen er det en værdi i displayet du kan styre). Så når du for eksempel kører på trail i skoven på en off-road, så kan du bruge knappen som en slags dynamisk motorbremse. På nogle gadeversioner er det en fast værdi. Man kan få helt op til 10-15% yderligere batterikapacitet ved hyppigt at bruge den regenerative bremse.
Alle off-road maskiner kommer med off-road dæk så du er klar til terrænet, hvorimod gadeversionerne enten har gadedæk eller en mellemting mellem godt greb til asfalt og grus/græs. Der er ikke noget der er rigtigt eller forkert, men med gadedæk får du naturligt et bedre greb på asfalt, hvorimod på off-road dæk, står du bedre fast på grus og græs. Det er muligt at ekstra tilkøb af andre fælg og dæk til de fleste maskiner end hvad der følger med som standard.
E-Motocross maskiner i Danmark
Inden du vælger at investere i en E-motocross maskine, så er det er vigtigt at kende til lovgivningen, så du ikke kommer til at lave et fejlkøb. Maskinerne kan indregisteres som knallert og MC, derfor er det endnu vigtigere at du kender til mulighederne.
Privat vej/Off-road
Ønsker du at bruge din E-motocross til privat område som offroad kørsel, trail i privat skov eller lignende, så behøver du ikke at tænke så meget på hvad færdselsloven siger. Du skal dog være sikker på at din maskine er CE godkendt, men det er alle Talaria, E-Ride Pro eller Sur-Ron modeller.
De fleste motocross klubber og baner i Danmark accepterer de elektriske maskiner. Vi har hørt et par historier om at enkelte klubber som ikke vil have dem på banen med benzin maskinerne, grundet de ikke larmer og dermed kan skabe nogle farlige situationer fordi andre kørere ikke kan fornemme hvor e-maskinen er på banen. Vi anbefaler derfor at du taler med din lokale klub, så du er sikker på deres regler på området.
Offentlig vej i Danmark
Der er forskellige muligheder for at få din E-motocross på offentlig vej og bruge den til transportmiddel. Det er muligt at registrere de elektriske maskiner som lille knallert (30 km/t), stor knallert (45 km/t) eller som motorcykel. Elektriske maskiner har den fordel i Danmark, da man ikke skal betale afgift af de første 105.000 kr. af maskinens værdi. Derfor betaler du ikke registreringsafgift på disse maskiner.
Vi anbefaler at du bruger en erfaren forhandler, indenfor Danmarks grænser, til at hjælpe dig med at få indregistreret dit køretøj, så du ikke skal tænke på denne del. Det kan være komplekst selv at skulle stå for, og være tidskrævende, hvis du ikke ved hvad der skal bruges af information og hvad processen er.
Kørekort
Når det kommer til kørekort til knallert og MC i Danmark, skal man holde tungen lige i munden. Specielt når det kommer til elektriske køretøjer.
Det er igen her en fordel ved at køre e-motocross maskiner. Hvor du i en benzin version har én fast HK og N.m effekt der måles, når der skal bestemmes hvor stor motorcykel du må køre, så kan en elmotors effekt måles i nominel og peak effekt. Kort fortalt er nominel effekt den effekt som motoren og det elektriske system konstant kan yde uden at blive overophedet. Peak effekten derimod, er den maksimale effekt som elmotoren kan yde i omkring 5-30 sekunder afhængigt af maskinen. Dette gør at du får en kraftig acceleration under overhaling, op ad bakker osv. Du kan læse meget mere om forskellen i vores anden guide ”Nominel Vs Peak watt”.
Myndighederne i EU og dermed Danmark, har valgt at måle elkøretøjers effekt efter den nominelle effekt. Det betyder at du reelt kan køre på en kraftigere elektrisk maskine end benzin maskine, når det kommer til hvilket kørekort som skal bruges til de forskellige modeller. Nedenfor kan du se en oversigt over de forskellige kørekort på MC og Knallert i Danmark samt hvilken grænser der er for hvert kørekort.
MC varianterne: Talaria Komodo kan føres med et A1 kørekort, hvorimod en E-Ride Pro SR skal føres med minimum et A2 kørekort. E-Ride Pro SS 3.0 kan føres med et A1 kørekort.
Vær desuden obs på, at der er forskellige regler for hvor du må køre og hvilket udstyr du skal have mellem en 30 km/t knallert og en 45 km/t knallert.
Indregistrering
Ved køb af Talaria, E-Ride Pro eller Sur-Ron til offentlig vej, så anbefaler vi på det kraftigste at du får hjælp af en erfaren forhandler til at registrere dit køretøj. Så sikrer du både det er billigst, hurtigst og undgår en masse hovedpine med at få de rigtige dokumenter osv. Det kan være fristende at købe en version fra udlandet og fx Kina, da priserne er lavere, men man kan komme gevaldigt i klemme når det kommer til at skulle indregistrere dem i Danmark.
Indregistrering på egen hånd
Det er muligt selv at importere en E-motocross til EU og indregistrere den, hvilket er billigere end at købe den klar til salg i Danmark. Det er dog en proces som kræver viden og den rigtige dokumentation.
Hvis du beslutter dig for selv at stå for indregistreringen af din E-motocross, så skal du sørge for du har de rigtige dokumenter for at din nummerplade og indregistrering.
Du skal bruge følgende dokumenter:
- EU-typegodkendelse
- Købsfaktura
- Importbevis
EU-Typegodkendelse
For at få en E-motocross på offentlig vej, så skal du have EU-Typegodkendelse af køretøjet. Det vil sige at køretøjet skal være såkaldt L1e typegodt for at kunne registreres som 30 km/t knallert eller 45 km/t knallert eller alternativt L3e typegodkendt, hvis maskinen skal indregistreres som MC model.
Producenterne leverer denne godkendelse med hvis maskinerne har en sådanne godkendelse. Dokumentet der kommer med maskinen hvor denne information angives, kaldes et CoC dokument (Certificate of Conformity).
Købsfaktura
For at myndighederne kan sikre sig at køretøjet tilhører dig, så skal du have en købsfaktura fra forhandleren/producenten der beviser at du er ejer af køretøjet
Importbevis
Fra importøren skal du have et importbevis der angiver at der er betalt told af køretøjet og at køretøjet dermed er frigivet til brug i Europa.
Konstruktiv ændring – Hastighedsbegrænsning
Alle køretøjer, inklusive E-motocross maskinerne fra Talaria, E-Ride Pro og Sur-Ron, kan ændres konstruktivt. Det vil sige at det er muligt at fjerne hastighedsbegrænsningen ved at ændre ledningsføringen og derved køre den uden om hastighedsbegrænsningen, vel at mærke hvis en sådanne begrænsning er installeret. Det er dog vigtigt for os at sige her, at det ikke er lovligt i Danmark at ændre hastighedsbegrænsningen, som der lovgivningsmæssigt er på en knallert 30 km/t eller 45 km/t.
Forsikring
E-motocross maskinerne kan du enten forsikre med ansvarsforsikring eller kaskoforsikring på offentlig vej. Hvis du har mulighed for det økonomisk, så anbefaler vi at du tegner en kaskoforsikring på din E-motocross maskine. Maskinerne er meget populære og nemme at omsætte, derfor er de et populært mål for svage sjæle. Du skal derfor sikre din maskine godt med alarm på en skivebremse og sikre maskinen ved at låse den fast, eller på anden måde sikre den ikke kan flyttes. En god sikring er desuden at have en GPS tracker på din maskine, hvis du har mulighed for det. Så kan du altid spore den og finde den igen.
Vi har set eksempler på at de mindre forsikringsselskaber ikke forsikrer el-maskinerne. Skulle du opleve dette med dit forsikringsselskab, så kan du altid ansøge hos et af de større forsikringsselskaber i Danmark som forsikrer køretøjerne.
På offroad versionerne er det ikke et lovkrav at have en forsikring på maskinerne, men vi anbefaler at du forsikrer dem, igen grundet svage sjæle og fordi de er en populær og nemt omsættelige.
After-market dele
Det er kommet mange muligheder for at customatisere sin E-cross maskine med muligheder for ændret udseende, performance og praktiske løsninger. Vi ser her mere på hvilke muligheder der er for tilbehør og modifikationer.
Visuals
Når det kommer til udseende, findes der mange dele til Talaria og Sur-Ron og lidt færre dele til E-Ride Pro, da de er kommet senere på markedet, men de er ved at være på omgangshøjde. Her kan du få alt fra folie og anodiserede dele i forskellige farver, til anden udformning af styr, lygter, nummerpladeholdere osv. Dermed kan du customatisere din maskine så du får en helt unik maskine.
Du kan desuden opgradere din maskine på forskellige måder, både når det kommer til mekaniske dele som støddæmpere, bremse, dæk osv. Men også muligheden for at ændre sædehøjden, få andre nummerplade holdere som en tail tidy og lign.
Hvis din E-motocross kører på offentlig vej, så husk at have for øje om de dele du køber til din maskine også er lovlige og godkendte til offentlig vej. Eksempelvis skifter flere kørere forlygten ud. Hvis du stadig ønsker den skal være lovlig på offentlig vej skal du sikre forlygten er E-mærket og dermed ECE godkendt.
Performance dele
E-Cross maskinerne er som standard født med rigtig gode komponenter, som er dimensioneret til deres effekt. Hvis du presser din maskine til grænsen finder du stille og roligt ud af hvilken kørestil du har, og dermed hvilke opgraderinger der ville være gode for dig. Primært opgraderes bremser, affjedring, hjul og dæk, gearing og drivlinie. Men vi anbefaler at du er en meget erfaren kører, før du begiver dig ud i de ændringer, da standard komponenterne er rigeligt for de fleste dødelige kørere.
Praktiske opgraderinger
Det er muligt at få forskellige praktiske løsninger til de fleste E-motocross maskiner. De vigtigste at nævne her er en såkaldt ”seat riser” så sædehøjden bliver 4-5 cm højere. Hvis du er 190 cm eller derover kan det være en fordel for en bedre siddestilling.
Derudover findes der tasker til tilbehør på ”tank” coveret, transporttasker bagtil, for større bagage muligheder samt bagagebæremuligheder.
Tuning
E-Cross maskinerne bliver leveret med en god balance mellem performance, rækkeevne og varmeudvikling ift de komponenter som maskinen kommer med. Ingeniørerne har dermed dimensioneret maskinen, så den samtidig er langtids holdbar og kan køre mange km uden at blive overbelastet.
Hvis du har prøvet en E-cross maskine før, er du ikke i tvivl om at der er masser af effekt i maskinerne som standard. Men vi mennesker er født til at presse grænserne hele tiden. Det er derfor også muligt at få mere ud af maskinerne med andre komponenter. Vi kommer ikke med en Tunings guide her, men vil blot informere om mulighederne for tuning, hvis nogle af jer skulle sidde med de tanker. Det er dog meget vigtigt at pointere, at du skal vide hvad du laver før du går i gang med at modificere din E-motocross maskine. Hvis du ikke dimensionerer resten af maskinen til at kunne håndtere nogle opgraderede komponenter kan du ødelægge maskinens komponenter. Desuden skal du være opmærksom på at du mister din garanti på maskinen.
Controller/ECU
På nogle modeller, primært Talaria for nuværende, er det muligt at købe After-Market controllere fx KO Moto, BAC4000/8000 eller ASI. De kan øge amphere outputtet til motoren og dermed give en større effekt og dermed acceleration og tophastigheden. Som med alt andet tuning, giver det samtidig en større belastning på systemet som betyder højere varmeopbygning af batteri og motor og kortere levetid.
Batteri opgraderinger
Ampere timerne i batteriet bestemmer kapaciteten i batteriet og dermed hvor lang rækkeevne du får. Volten derimod bestemmer den elektriske spænding og dermed antallet af elektroner der kommer igennem kredsløbet. Jo større Volt, des større effekt er muligt. Der er derfor muligt at opgradere batteriet til højere antal volt. Vær dog obs på at controlleren også skal skiftes for at klare den øgede spænding. Motoren kan i flere tilfælde klare den øgede effekt men bygger hurtigere varme op hvis den bliver presset og der ikke er øget køling på systemet.
En ekstra ting at nævne er den såkaldte C-rating på batteriet som fortæller noget om afladningsraten i batteriet. Jo højere C-værdi på batteriet, jo flere ampere kan batteriet trække uden at få spændingsfald.
Note: Ledning og kabler skal desuden gennemgås ved opgraderinger, for at sikre at ledningsnettet kan klare den øgede belastning.
Full race builds
Professionelle racere laver custom builds, hvor specielt byggede batterier, controllere, køling og motoren rewind opgraderes. Motor rewind er hard core tuning, hvor man fysisk åbner standard motoren op og laver nye kobber viklinger. Tykkere kobber og flere viklinger gør at motoren kan tåle flere ampere. Her kræver det professionelle ingeniører før man kommer til dette stadie.
Vi håber guiden gav noget indsigt i den elektriske verden som er ved at udfolde sig foran os, og at du ved hvordan du kan benytte den til din fordel. De elektriske maskiner giver mange muligheder både som knallert, MC og off-road versioner. Sidder du stadig tilbage med nogle spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til os, så vi kan hjælpe dig bedst muligt. Frihed kræver performance!






