GUIDE: EL-CYKLER
Det er ikke det nemmeste at få overblikket over hvad man skal være opmærksom på, når man køber en el-cykel i Danmark. Både hvad angår selve el-cyklen, men også lovgivningen og de øvrige regler omkring el-cykler. Vi har her lavet en komprimeret guide, så du hurtigt og nemt kan få overblikket og dermed træffe de bedste beslutninger for dig, når det kommer til dit næste el-cykel køb.
Lovgivning for el-cykler i Danmark
Helt overordnet så skal din elcykel være CE-godkendt for at blive solgt lovligt i EU og Danmark. Alle el-cykler i vores sortiment er CE-godkendte. Det gør at du kan køre på private områder og dermed det man kalder lukket vej.
Når det kommer til at køre lovligt på offentlig vej i Danmark, er der yderligere lovgivning som du skal være opmærksom på.
Man kan grundlæggende dele lovgivningen op for el-cykler i 2 kategorier. Almene el-cykler og såkaldte Speed Pedelecs.
Almene el-cykler
Ved ALMENE EL-CYKLER forstås det man i dag tale mener med typiske el-cykler. De må køre op til 25 km/t. El-cyklerne skal overholde følgende regelsæt:
- Der må kun være én motor på el-cyklen
- El-motoren må kun hjælpe til, når der trædes i pedalerne. Det er dog tilladt at el-cyklen har en såkaldt “gå-assistent”, der kan køre med op til max 6 km/t uden tråd i pedalerne
- El-motoren må maksimalt have en effekt på 250 watt (i nominel effekt) (Du skal ikke kigge på peak effekten som opgives på nogle modeller)
- El-motoren må kun hjælpe op til 25 km/t, herefter skal motoren slå fra
- For bremser, lys og andet udstyr gælder samme regler som for almindelige cykler
Kilde: Rådet for Sikker Trafik
Øvrige områder du skal være opmærksom på ved ALMENE EL-CYKLER.
- Der er ingen aldersgrænse for at køre på el-cykel. Rådet for Sikker Trafik anbefaler dog, at man er mindst 15 år før man kører på el-cykel.
- Det er ikke lovpligtigt at bære en cykelhjelm på almindelig cykel eller el-cykler, men Rådet for Sikker Trafik anbefaler brug af cykelhjelm.
- De almindelige regler på cykel gælder for de ALMENE EL-CYKLER. Din ansvarsforsikring og indbosforsikring dækker ALMENE EL-CYKLER.
Speed Pedelecs:
En Speed Pedelec er en el-cykel der er godkendt til at køre op til 45 km/t på offentlig vej i EU og i Danmark. For at en el-cykel kan blive godkendt som Speed Pedelec, er der en række krav den skal overholde. (Ovenstående el-cykel er ikke en godkendt Speed Pedelec)
Lovkrav til Speed Pedelec el-cykler:
- En Speed Pedelec skal være EU-typegodkendt som Speed Pedelec. Der skal forefindes et fysisk typeskilt på el-cyklen, som indeholder data med info fra typegodkendelsen; så som informationer om typegodkendelsesnummer, stelnummer samt tekniske oplysninger om hastighed og motoreffekt.
- En Speed Pedelec må maksimalt kunne køre 45 km/t, hvilket betyder motoren skal slå fra, når hastigheden kommer op på 45 km/t.
- En Speed Pedelec må maksimalt kunne køre 20km/t uden brug af pedaler.
Kilde: Bekendtgørelse BEK nr 878 af 25/06/2018 og Rådet for Sikker Trafik
Som udgangspunkt hvis en producent eller en forhandler ikke markedsfører en Speed Pedelec ved navns nævnelse, så skal du forvente det ikke er en Speed Pedelec. Heller ikke hvis der skrives “street legal”.
Hvis du nu har fundet en Speed Pedelec der overholder ovenstående lovgivning, så er der en række regler du skal overholde når du kører på din Speed Pedelec.
Lovkrav ved kørsel på en Speed Pedelec el-cykel:
- Det er forbudt at køre på speed pedelec, hvis du er under 15 år
- Hvis du er 15-17 år, skal du have kørekort til lille knallert eller have taget kørekort til bil efter reglerne om kørekort til 17-årige. Hvis du er 18 år eller derover, er der ikke krav om kørekort
- Du skal køre efter cykel-reglerne. Dvs. at du skal køre på cykelstien, hvis der er cykelsti og følge cyklistsignaler og –skiltning
- Det er lovpligtigt at køre med cykelhjelm på en Speed Pedelec. Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at du bruger en særlig speed pedelec-hjelm (godkendt efter NTA 8776), som beskytter hovedet bedre end en almindelig cykelhjelm, men det er ikke et krav.
- Du skal køre med lys på el-cyklen hele døgnet
- Du må ikke have passagerer med på speed pedelec og du må ikke have cykelanhænger bagpå
- Promillegrænsen er 0,5 og der er nulgrænse for euforiserende stoffer
- Når du kører på speed pedelec, er du erstatningsansvarlig for skader som du forvolder, på samme måde som hvis du kører andre motordrevne køretøjer, fx knallert eller bil. Du skal derfor have tegnet en lovpligtig ansvarsforsikring og altid medbringe din præmiekvittering.
Kilde: BEK nr 878 af 25/06/2018 og Rådet for Sikker Trafik
Konsekvensen ved at køre på ulovlig el-cykel på offentlig vej
Du skal være opmærksom på at hvis du kører på en el-cykel på offentlig vej og den ikke er overholder lovgivningen, så kan det betyde du får en bøde og i værste tilfælde at politiet konfiskerer din el-cykel. Specielt omkring kraftige el-cykler der kan kører over 30 km/t, er der udstedt bøder op til 11.500 kr og efter at blive stoppet anden gang, en konfiskering af el-cyklen.
Play Hards sortiment af el-cykler
Efter du har læst lovgivningen og reglerne omkring el-cykler, kan du måske undre dig over hvorfor vi hos Play Hard, har mange el-cykler der er kraftigere, hurtigere og voldsommere end lovgivningen foreskriver. Årsagen er, at vi for det første holder meget af fart og spænding, hvilket vi med disse el-cykler kan udøve på private områder og lukket vej.
For det andet er sortimentet af el-cykler i Danmark og Europa, specielt Speed Pedelecs, efter vores mening, ekstremt dyre ift. hvad man får for pengene og samtidigt meget konservativt designet og direkte kedelige at se på.
Vi arbejder på, med udvalgte producenter af vores sortiment af elcykler, at få typegodkendt deres elcykler, så vi kan få flere sjove, flotte og hurtige elcykler på de offentlige veje i Danmark.
Er du stadig i tvivl og har spørgsmål omkring elcykler, så er du altid velkommen til at skrive til os på info@play-hard.dk.
Hvilken el-cykel skal jeg vælge?
Formålet du skal bruge din el-cykel til, er naturligvis meget afgørende for hvilke punkter du skal være opmærksom på, når du skal vælge din el-cykel. Vi har beskrevet de vigtigste områder du skal være opmærksom på i forbindelse med at finde din næste el-cykel.
Motor
Hvilken motor du skal vælge til el-cyklen, afhænger af den performance du har behov for. Hvis el-cyklen blot er til hyggelige små ture på flad vej, så er 250 watt rigeligt og dermed også det højeste lovlige på offentlig vej. Skal din el-cykel derimod bruges til sport og ud i skoven, over stejle bakker eller køre i stærk modvind, så vil minimum en 500 watt motor og derover være at foretrække.
Antallet af watt på motoren afgør hvor høj hastighed din el-cykel kan køre med samt hvor stor stigningsevne den har, dvs. hvor store hældninger som elcyklen kan forcere. Det er også muligt at få en motor på begge hjul, så du har de bedste forudsætninger for at tage stejle stigninger og stærk modvind i forskelligt føre.
Motortype
En vigtig viden omkring elmotoren på en el-cykel er at motoren kan sidde forskellige steder på elcyklen. Det giver forskellige fordele og ulemper. De 3 steder motoren kan sidde er på baghjulet, på centeret eller på forhjulet.
Til sportsbrug er det fordelagtigt at have enten en centermotor eller en baghjulsmotor. Centermotoren hjælper ved dine pedaltråd, i stedet for at trække dig frem hvis det var på forhjulet, imens baghjulsmotoren er skjult godt og i stedet skubber dig frem.
Det er oftest dyrere med en center eller baghjulsmotor, men det giver din elcykel en bedre performance i terræn og i det hele taget en bedre balance. På de fleste af vores modeller, har elcyklen baghjulsmotor. Baghjulsmotoren er gemt i bagnavet som gør at det næsten ikke er til at se at cyklen har en el-motor. Det appellerer til mange el-cykel brugere.
Batteri
Batteriet er meget væsentligt når det kommer til en el-cykel. Vær ekstra opmærksom på at den rækkevidde som producenterne opgiver er testet under optimale omstændigheder. Det vil sige testen bliver foretaget med en vægt på 60 kg, med lav hastighed, ingen stigninger eller vind og temperatur over 20 grader. Vi anbefaler at du trækker 30% fra producenternes opgjorte rækkevidde, så du ikke bliver overrasket over at du kører en del kortere end hvad producenterne angiver. Kører du for eksempel på din elcykel ved frostgrader, kan du forvente bare her at 30% af batteriets kapacitet momentant reduceres.
Vi anbefaler desuden at du køber et batteri til din el-cykel der har større kapacitet end du umiddelbart har behov for, hvis du har budget til det, da det hurtigt kan blive en gene hvis du ikke har rækkevidde nok i en opladning.
Afmontering af batteriet: For de fleste er det ikke praktisk at skulle transportere en elcykel hen til en stikkontakt, når batteriet skal oplades. Vær derfor obs på om den elcykel du kigger på, kan afmontere batteriet hvis du har behov for det.
Ladetid: Hvor hurtigt batteriet kan oplades kan være vigtigt for dig, hvis du skal en vis længde når du pendler tur/retur. Det tager typisk 5-10 timer fra et tomt til et fuldt opladt batteri.
Batteriet Levetid: Batteriets levetid afhænger af flere faktorer, såsom batteriets kapacitet, antallet af opladninger osv. Typisk holder et batteri til en el-cykel ved normal hverdagsbrug i 4-6 år og dermed ca. 1.000 opladninger.
Du kan forlænge batteriets levetid ved at oplade og opbevare batteriet ved rumtemperatur, afmontere batteriet når du ikke benytter elcyklen, beskytte det mod direkte sollys samt varme og ekstrem kulde. Du bør oplade batteriet fuldt hver gang du har benyttet batteriet. Hvis du ikke skal bruge din el-cykel i en længere periode, bør du lade batteriet op til 35%-75%.
Bremsetype
Når det kommer til bremser på din elcykel, så er de, specielt ved sportsbrug, essentielle både for de sikkerhed og performance. Elcykler kommer med bagbremse, v-bremser, rullebremser, hydrauliske eller mekaniske skivebremser, som du kender fra almindelige cykler.
Skivebremser er den bedste bremse du kan få, hvor de hydrauliske bremser er bedst og kræver mindst vedligehold. Hydraulikken består i at der i et lukket system løber olie, oftest mineral olie, som via et tryk fra dit bremsegreb, trykker bremsekalibrene sammen på dine bremseskiver.
Har din elcykel mekaniske skivebremser, trækker du i et kabel når du bremser på dit bremsegreb. Det er mindre effektivt end hydraulik, da der er større eller mindre slør i mekanik samt det kræver mere renholdelse og dermed mere vedligehold.
Den mindst gode bremsetype er v-bremser og rullebremser, der bremser på fælgen eller tromlen i hjulet. De anbefales ikke til elcykler, da deres bremseeffekt ikke er god nok. Det samme med bagbremsen. Af samme årsag har alle vores elcykler skivebremser, så du sikrer den bedste sikkerhed og performance.
Gear
Der er 2 typer ”gear” på en el-cykel. Gearet på selve cyklen og gear-niveauet fra elmotoren. Som på almindelige cykler er det væsentligt at have en god geargruppe fra en kendt producent som fx Shimano for at sikre god kvalitet. Det er utroligt vigtigt for din performance hvis du kører i skoven eller til anden sportsbrug, hvor du hurtigst og præcist skal kunne skifte op og ned. Vi anbefaler desuden at du til sportsbrug vælger en gearing hvor du kun har ét tandhjul, og dermed gear, på kranken, da du ikke har tid til at skifte dette gear ved hurtig op og nedgearing.
Gear-niveauet fra elmotoren, er doseringen af elkraften fra motoren til elcyklen. Den kommer ofte i 1, 3 eller 5 niveauer. Jo flere niveauer, jo større nuancegrader. Derudover kommer de fleste elcykler med et gashåndtag eller push, så du selv kan dosere elkraften præcis som du ønsker det. Mange modeller kan også manuelt justeres af brugeren til 25 km/t på el display. Men det er ikke lovligt på offentlig vej, da el-cyklen dermed stadig har mulighed for at køre hurtigere end 25 km/t. Det skal begrænses fra fabrikken for at være lovligt på offentlig vej.
Vægt og foldeevne
Hvis du skal bruge din elcykel i forbindelse med rejser, hvor du skal have din elcykel med i bil eller løfte den rundt i andre transportmidler, så er vægten og evnen til at folde sig, af væsentlig betydning for dig. Vi har gjort det nemt for dig, så du i filterfunktionen kan krydse af om du ønsker at se de elcykler der er foldbare eller ej og hvor meget elcyklen skal veje.
Din højde
Her til sidst vil vi blot informere dig om at vi i filter-funktionen på vores elcykler har en kategori der hedder ”Din højde”. Når du har valgt din højde, får du præsenteret hvilke elcykler der netop passer til din højde. Rigtig god fornøjelse med at finde netop din el-cykel.
Du har mulighed for i vores filter under el-cykler at filtrere el-cyklerne i vores sortiment efter de forskellige parametre.
Er du stadig i tvivl og har spørgsmål omkring elcykler, så er du altid velkommen til at skrive til os på info@play-hard.dk.